Af Henrik Fosgerau Juhl, Medlem af Dialoggruppen Tinghøj.
Microsofts planlagte datacenter ved Tinghøj er en investering i milliardklassen. Store tal kan blænde. Men byrådet bør passe på med ikke at blive fartblinde i jagten på nye arbejdspladser. For nye arbejdspladser er ikke gratis. Nogen betaler altid prisen.
I dette tilfælde er det borgerne i Tinghøj, der betaler med ændrede levevilkår, værditab, usikkerhed og utryghed. Men også kommunens vigtigste erhverv: turismen, kan komme til at betale. Turismen er baseret på natur, åbne vidder og illusionen om det uendelige landskab. Den illusion overlever ikke monstrøse industrianlæg og et virvar af højspændingsledninger.
Og så er der selve arbejdspladserne. I kommunens eget dokument ”Afgrænsning af miljøvurdering” fremgår det, at mange medarbejdere på et kommende datacenter forventes at pendle fra Esbjerg. Det er beskrevet i forbindelse med overvejelse af trafikpåvirkningen ved krydset Ringkøbingvej/Østre Omfartsvej.
Læs den lige én gang til. Kommunen forventer selv, at mange af de faste medarbejdere ikke engang bor i Varde Kommune. Medarbejderne pendler fra Esbjerg. Generne bliver i Tinghøj.
Ansatte der pendler ud af kommunen ved fyraften. Tung industri op ad en landsby. Og en regning, der betales af borgere, natur og turisme.
Kære byråd: Målet helliger ikke altid midlet. Spørg jer selv: Hvad koster det – og hvem betaler?
Udgivet på JV.dk 11-06-2026
